Pressemeddelelse fra formanden for centralbankcheferne i G10-landene

10 maj 2000
Den Internationale Betalingsbank (BIS) (opdateret)

Centralbankcheferne i G10-landene gennemgik på deres møde i Basel den 8. maj 2000 de problemer, som brugen af pc'er til at fremstille falske pengesedler har skabt.

For at imødegå den trussel, som den stigende brug af pc'er og værktøjer til digital billedbehandling udgør, bemyndigede centralbankcheferne en gruppe af centralbanker (Central Bank Counterfeit Deterrence Group, CBCDG) til at udvikle et system, der skulle forhindre falskmøntneri ved hjælp af pc-udstyr.

CBCDG og dets eksperter er i gang med at finde støtte i IT-branchen og samarbejder med producenter og softwareudviklere for at gøre det nemmere at udstyre computerudstyr med systemet. Centralbankcheferne støtter disse bestræbelser fuldt ud og opfordrer branchen til aktivt at støtte brugen af systemet.